Follow me on bloglovin

Follow on Bloglovin

tirsdag den 26. maj 2015

Den dag, hvor alting ændrede sig...


Mit sidste blogindlæg var den 25. april 2015. Det var en lørdag som så mange andre her i Nepal. Vi glædede os til en dag uden arbejde og uden skole, en dag til hygge og leg. Jeg var blevet færdig med en ballerina romper til Alma aftenen før, så jeg benyttede morgenen til at tage lidt billeder af hende i haven. Hun gad ikke rigtig, men jeg fik da alligevel lavet et hurtigt blogindlæg om kjolen.

Derefter tog vi som så mange andre lørdage i den amerikanske klub, som er et af de bedste steder at komme med små børn - swimming pool, legeplads, boldbaner og grønne områder - det findes der ikke så mange andre steder i Kathmandu. Vi sludrede med venner, legede og hyggede, som vi altid gør i weekenderne herude.

Men kl. 11.56 ændrede alting sig. Et stort jordskælv - 7,8 på Richterskalaen - ramte Nepal. Jeg orker ikke rigtig at gå ind i detaljerne i forhold til vores egen oplevelse, men kan blot sige, at det var det mest skræmmende jeg nogensinde har gennemlevet. I de efterfølgende timer fortsatte efterskælvene med stor styrke, og jeg husker natten som søvnløs liggende i et telt på et tyndt underlag, mens jorden blev ved med at bevæge sig, og jordskælvsalarmerne inde fra husene hylede næsten konstant.

Det er nu en måned siden. Efterskælvene fortsætter, men der synes nu at være længere i mellem dem, og styrken er også mindre...eller også har vi bare vænnet os til det. Folk er stadig meget traumatiserede, og det store efterskælv på 7,3, som ramte stakkels Nepal den 12. maj betyder, at folk ikke tør tro på, at det er slut. Frygten er overalt.

En ting er, at det også for os har været en skræmmende oplevelse, som har påvirket vores hverdag enormt, men for nepaleserne er konsekvenserne hjerteskærende. Mange har mistet familie og venner - i følge de seneste tal har 8.669 mennesker mistet livet. Endnu flere har mistet deres hjem - over 500.000 huse er helt ødelagt. Og alle har mistet følelsen af tryghed. Og dette er vel og mærket sket i et af verdens fattigste lande, hvor folk i forvejen har så lidt. At bevæge sig rundt imellem ødelagte huse, ødelagte kulturarvsmonumenter, som vi så tit har besøgt, at se telte overalt og høre historierne om folks tab, om deres ødelagte landsbyer, det gør ondt helt ind i sjælen. Det vil tage meget lang tid, før Nepal er ude på den anden side af denne katastrofe.

Mit arbejde har været altoverskyggende og sindssygt travlt. Jan og jeg vurderede fem dage efter jordskælvet, at det var bedst, at han og pigerne forlod landet for en tid - både så jeg kunne arbejde non-stop uden at bekymre mig om dem, og så de kunne få lidt ro uden konstante efterskælv. Tre uger i Singapore blev det til, hvor jeg heldigvis fik lov at besøge dem en uge. De er nu tilbage i Nepal, og vi håber på, at efterskælvene forbliver små.

Pigerne er lykkelige for at være tilbage. For dem er Nepal deres hjem - de husker faktisk ikke rigtig andre steder som hjem. Her er deres venner, og de er konstant omringet af folk, som elsker dem og altid har tid til dem. Og oplevelsen har heldigvis ikke mærket dem. Min store frygt ved at bo i et land med stor risiko for ødelæggende jordskælv har altid været, at det skulle ramme en hverdag, hvor vi var spredt for alle vinde og ikke ville kunne komme i kontakt med hinanden. Men heldigvis ramte det på en lørdag, hvor vi alle var samlet, og ingen af os kom til skade. Det tænker jeg stadig over med stor taknemmelighed.

Nu må vi så prøve at vende tilbage til en form for normal hverdag. Det er svært, og det vil nok tage lang tid, inden vi voksne igen kan slappe helt af, men vi skal jo finde en rytme igen. Og så vil jeg også gerne indrømme, at jeg glæder mig til sommerferien, som jeg aldrig har glædet mig før. At kunne ligge sig til at sove uden at tænke på, hvor mine sko står, hvis jeg hurtigt skal kunne løbe ud, at lyset skal være tændt, så vi ikke falder i hastværket og at døren skal være åben så vi kan høre jordskælvsalarmen. Ikke at skulle bekymre sig om den slags ting, ikke at skulle være i konstant beredskab, ja, den form for indre ro værdsætter jeg mere end nogensinde før, og jeg glæder mig til at kunne slappe af i krop og sind over en lang sommerferie i trygge Danmark.

Jeg tror ikke, at jeg vil skrive mere om det her på bloggen. Jeg føler nok meget, at bloggen skal være mit kreative frirum, hvor jeg giver mig selv lov til at glædes over strik, over mine børn og over de sjove ting, som vi som familie OGSÅ oplever ved at være flyttet om på den anden side af kloden. Men der har ikke været meget plads eller overskud til det kreative eller det sjove, men det bliver der forhåbentlig igen snart.

Det her var en opdatering til alle jer, der har sendt os tanker og hilsner over den sidste måned. Jeres beskeder her på bloggen, på mail og på Instagram har varmet gevaldigt i nogle svære uger <3

2 kommentarer:

  1. Uh, jeg kan jo selvfølgelig slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må ha' været. Det vildeste jeg har oplevet er 7/7-05 i London da de bombede undergrunden. Jeg lå på the Whittington hospital i nord London højgravid med vores datter, så jeg var egentlig ikke bange som sådan. Jeg lå jo på et hospital. Så jeg kan slet ikke forstille mig, hvor skræmmende det må ha' været for jer, at mærke de voldsomme rystelser. Tak fordi du skrev om det og jeg er glad for I alle er samlet og pigerne nyder at være hjemme igen. Lad os håbe det snart bliver helt roligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Mette. Ja, det har bestemt været en skræmmende oplevelse, og den konstante frygt for mere, er nok det, som især tærer på folk. Vi håber på, at tingene falder til ro, ikke mindst for de mange nepalesere, som har mistet så meget, men det bliver nok ikke nemmere for dem over de næste måneder, hvor monsunen kommer med regn og flere jordskred og mulige oversvømmelser til følge:-( Naturen kan være hård.

      Slet

Jeg bliver altid glad for en kommentar, så jeg kan se, at du har været forbi:-)