Follow me on bloglovin

Follow on Bloglovin

fredag den 25. april 2014

Ferie i Thailand med små børn

Det plejer (kan man sige det, når man trods alt ikke har skrevet sååå mange indlæg endnu?) at handle om strik, men det her indlæg skal handle om den dejligste ferie, som vi var på for et par uger siden. Jeg havde egentlig ikke tænkt at skrive om det på bloggen, men da jeg i mit første blogindlæg lagde op til, at det udover strik også skulle handle om at bo med små børn i udlandet og at rejse med små børn, tænkte jeg, at der kan være nogle læsere, som vil være interesserede.

Denne ferie gik turen til Thailand. Vi ville gerne finde et sted inden for køreafstand af Bangkok, da vi derved kunne nøjes med een flyvetur (3½ time fra Kathmandu til Bangkok). Nogle venner i Bangkok anbefalede Dolphin Bay Resort, som ligger 3½ times kørsel fra Bangkok. Det virkede samlet set som en overskuelig rejsedag for børnene.

Olivia tog en god lang lur i Kathmandus kedelige lufthavn, hvilket betød, at hun var rimelig medgørlig på flyet til Bangkok til glæde for både forældrene og de øvrige passagerer.



Vi landede i Bangkok sidst på eftermiddagen og overnattede på et hotel tæt på lufthavnen (som var helt ok, men ikke ellers noget at hverken anbefale eller skrive mere om). Næste formiddag blev vi hentet af en "mini-van" arrangeret af Dolphin Bay Resort, hvor der var plads til os alle fire, al vor baggage og klapvogn. Det med at rejse let er en saga blot, efter at vi har fået børn - ihvertfald i vores familie.

Efter en lige lovlig lang køretur nåede vi frem til Dolphin Bay Resort, som ligger 34 km syd for Hua Hin. Vi var ude efter et børnevenligt sted, som stadigvæk var smukt, med god mad og ro og ikke overrendt af meget larmende familier (for vi er jo selv så stille og velopdragne....hmmmmm). Og det fik vi.

Og hvad var der så at lave? Ikke vanvittig meget ud over resortet, da det ligger ret isoleret, men der var til gengæld også masser for børnene at lave på resortet:

To swimming pools, den ene med en babypool i den ene ende og en rutschebane i den anden ende, som Alma benyttede flittigt hver dag.

En rigtig fin legeplads, som mest blev brugt tidlig morgen eller sidst på eftermiddagen pga. varmen.


Et legerum, hvor der også blev vist børnefilm og tegnefilm.

Diverse cykler, legevogne og legetøj, som var et hit med de mange børn på området.

En Kids Club, som arrangerede forskellige aktiviteter for børnene (der var dog kun aktiviteter i weekenden, da vi var der, hvilket var lidt ærgerligt).


En fin børnevenlig strand, hvor vi badede i det varme vand, byggede sandslotte (som Olivia hurtigt smadrede) og samlede muslinger.


Et spa med massage og diverse behandlinger, herunder Kids pedicure og manicure. Alma, som ELSKER at få malet sine negle, skulle selvfølgelig have begge dele. Efter en lang dag i poolen, var det næsten for meget af det gode, og Alma faldt i søvn, mens hun fik ordnet de små tånegle:-D Heldigvis nåede vi at gribe hende, og hendes negle blev gjort færdige, mens hun sov dejligt på sin mor (som selvfølgelig fik en pedicure ved samme lejlighed;-)).


 
Og det næsten allerbedste var den fineste bus i ministørrelse lige ved restauranten, som tiltrak sig samtlige børns opmærksomhed. Og det betød, at vi som forældre kunne sidde og spise vores mad i fred og ro og nyde en kop kaffe, mens vi nemt holdt øje med børnene.






Dolphin Bay Resort er ejet af nogle franskmænd, som virkelig har forstået at gøre det til et sjovt sted
for børn, samtidig med at det også er et hyggeligt og roligt sted for voksne at være. Jeg ville nok ikke tage derhen som et ungt par eller på bryllupsrejse, men hvis man gerne vil et sted hen, hvor børnene kan være underholdt, samtidig med at forældrene kan slappe af, så er dette bestemt et godt bud.

Vi tog til Hua Hin en enkelt dag - ca. 45 minutter i bil (arrangeret af hotellet). Her shoppede vi og spiste frokost i et gange udmærket mall (selvom Jan fik den ide, at vi skulle spise en form for raclette, hvor vi selv sad og skulle lave maden ved bordet. Hermed en vigtig anbefaling: ALDRIG spis raclette på restaurant med to små sultne børn).

Derudover besøgte vi et elefantreservat, hvor Alma både fik lov til at ride på en elefant og give dem mad - et stort hit, som hun stadig taler om dagligt!



7 nætter på Dolphin Bay Resort var meget passende - længere tid var blevet kedeligt. Vi boede i to forskellige lejligheder. De første dage i en fireværelsers lejlighed, som var rigtig fin, men også alt for stor for vores behov, og efter nogle dage, blev en tre-værelses lejlighed ledig, hvor vi rykkede over. Det var en god størrelse - selvom vi endda kunne have klaret os med en to-værelses lejlighed, da børnene sov inde hos os. Vi valgte en lejlighed frem for et almindeligt hotelværelse, så vi voksne også kunne slappe af med snak, strik, film eller hvad vi havde lyst til, når børnene var lagt i seng. Nu skal det ikke handle om strik, men jeg fik næsten færdiggjort en vævestrikscardigan og en islændersweater på ferien...men folk kiggede lidt mærkeligt på mig, når jeg sad ved poolen og strikkede i 35 graders varme!

Efter Dolphin Bay Resort, kørte vi tilbage til Bangkok, hvor vi havde to overnatninger. Tiden i Bangkok blev brugt på at handle ind - når man bor i Nepal, sætter man pris på velassorterede supermarkeder, så vi fylder altid kufferterne, når vi er på ferie.

Så alt i alt en helt fantastisk ferie for os alle fire. Vores børn er selvfølgelig meget vant til at rejse efterhånden, så de tilpasser sig ret hurtigt til både mad, lure på farten og skiftende omgivelser og legekammerater. Og det er meget nyttigt, når vi nu har valgt at bo så langt fra Danmark og at bruge disse år på at udforske regionen så meget som muligt. Og for dem der vil følge med, kan jeg sige, at vi over de kommende år håber at kunne besøge Indien, Cambodia, Sri Lanka, Vietnam og Burma og selvfølgelig at udforske Nepal meget mere. Lad os se, hvad vi når:-)

Men nu skal det jo ikke være for rosenrødt, så lad mig slutte indlægget med et ansigtsudtryk, som vi jo også så dagligt hos begge piger, når mor og far sagde nej til: at være længere i vandet; at blive sent oppe; at få mere is; at smide mad på gulvet; at slå hinanden; at bide; at tegne på bordet; at spise solcreme; osv; osv; osv. Sådan er livet med børn jo også de fleste dage;-)




Ps. indlægget er ikke sponseret, men jeg har linket til Dolphin Bay Resort for at gøre det nemt, hvis der er nogen, som synes, at det lyder som et sted for dem.

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder det som en skøn ferie, billedstormen gør mig aldeles misundelig.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar, Anne. Det var en fantastisk ferie - den slags ferie, hvor man kommer hjem og har lyst til straks at gå i gang med at planlægge næste ferie;-)

      Slet

Jeg bliver altid glad for en kommentar, så jeg kan se, at du har været forbi:-)