Follow me on bloglovin

Follow on Bloglovin

lørdag den 28. december 2013

Cardigan i vævestrik


Dette må siges at være et projekt, som har været længe undervejs. Jeg uploadede nedenstående foto på instagram i starten af maj 2013, mens vi stadig boede i København, og jeg var på barsel med Olivia.


Projektet var en cardigan til Alma i str. 4 år strikket i vævestrik. Opskriften er fra "Knit for your Kid" af Susie Haumann. Det er første gang jeg har prøvet kræfter med vævestrik, og jeg ELSKER det. Det skulle man ikke tro, når jeg så har taget så længe om at strikke den her cardigan færdig, men det har bare krævet lidt tid og tålmodighed, som jeg ikke har haft meget af det sidste års tid med to små derhjemme, en flytning af hele familien til Nepal og start på nyt job. Derfor er der en masse af andre projekter, som har fået lov at distrahere mig fra vævestrikken. Men det er bestemt ikke sidste gang jeg vævestrikker! 


Jeg har lavet nogle fejl undervejs - f.eks. passer mine indtagninger øverst på cardiganen overhovedet ikke med opskriften, og jeg kan stadig ikke helt gennemskue, hvad jeg har gjort forkert. Men jeg gad simpelthen ikke trævle op i mit evighedsprojekt, som endelig var færdigt og passer Alma perfekt, så jeg må strikke opskriften igen og se, hvad jeg har gjort galt. Jeg brugte også en farveskiftende garn (Baby Trunte, 100% merinould fra Hjertegarn), som jeg egentlig havde købt til noget andet, sammen med en råhvid Yaku 4/16 100% superwashuld, og det endte med, at jeg måtte skifte mønsteret undervejs, da jeg startede med Baby Trunte garnet som grundfarve, men kunne se, at jeg ikke ville have nok garn. Derfor er ærmerne og bullen strikket med omvendt mønster i forhold til den nedre del af cardiganen (hvis det giver mening?). Jeg er ikke helt sikker på, om jeg synes, det er blevet meget fint eller meget grimt:-/ Men Alma elsker den, og vi blev enige om, at den er strikket med fartstriber, som gør det muligt at cykle rigtig hurtigt:-) Nedenfor er lidt billeder af det endelige resultat, som blev taget i brug med det samme i dag - dog endnu uden vask og uden pres.






Og til sidst lige et billede af baby O, som sov en dejlig lur iført cardigan og hue, som jeg har strikket til hende fra Lene Holme Samsøes "Babystrik på Pinde 3". Babytæppet er strikket i alle mulige rester efter opskrift fra bogen, "Blød Begyndelse - strik til babyen" af May B. Langhelle, som jeg også har set, at Farmorfabrikken har anbefalet, og jeg er helt enig - det er en fantastisk bog, når det kommer til babystrik.


6 kommentarer:

  1. Strikket med fartstriber, hi hi hi… hvor er det fint! Og hvor er den blevet FED, Ingrid. Wow! Jeg må vist stikke snuden i dét dér vævestrik. Det har jeg aldrig hørt om før. Er det svært? Kh fra kolde, mørke Danmark

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Mette:-) Og ja, det skal du absolut prøve. Og det er overraskende nemt! Mønsteret kommer bare af, at man på skift tager masker løst af, dvs. at man faktisk kun strikker med en farve per pind, selvom det ser ud til, at man skifter farve på pindene. Jeg har set et par opskrifter på nettet, men ellers vil jeg anbefale opskriften i Susie Haumans bog - ihvertfald i forhold til mønsteret...indtagningerne kludrede jeg jo rundt i, men det kan sagtens være mig, som ikke har kunnet læse ordentligt;-) En af de opskrifter på nettet, som jeg har planer om at prøve kræfter med er: http://www.trinekok.dk/2013/07/yushui-gratis-strikkeopskrift-pa.html

      Slet
  2. Uh, tak for tippet - det må jeg vist ha' kigget nærmere på :-) KH, Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, jeg fandt lige denne gode vævestriksvejledning på Pickles hjemmeside:
      http://www.pickles.no/vevstrikk/
      Jeg er lige gået i gang med en vævestrikstrøje mere, nu hvor det stadig sidder så godt i fingrene;-) kh. ingrid

      Slet
  3. Hvor er den fin! Og det ser spændende ud, vævestrik, det kendte jeg ikke. Udfordrende uden at blive for kompliceret.
    Jeg er lige blevet færdig med vikingetrøjen fra Rasmilla. Den var sjov, men man går også lidt død i alle de snoninger og fletninger, synes jeg. Der var i hvert fald et par laaange pauser undervejs. :-)

    Kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar, Marianne. Og ja, det er virkelig sjovt at strikke og ser bare så fint ud (især i forhold til hvor forholdsvist nemt det er). Ih, vikingetrøjen fra Rasmilla er godt nok også fin. Det er lang tid siden efterhånden, at jeg har strikket noget med snoninger....kunne være jeg skulle prøve kræfter med det igen snart:-) Og kender udmærket det med lange pauser...hihihi....cardiganen ovenfor tog som nævnt godt og vel 10 måneder, men mest fordi jeg fik den lagt væk i lange perioder for at strikke lidt hurtigere ting:-) kh. Ingrid

      Slet

Jeg bliver altid glad for en kommentar, så jeg kan se, at du har været forbi:-)